email print
Center for Livets Indre Dimensioner

Sommer Retreat 2009

De nye generationer - den kommende tids bærere af syntese og lys


Sommer Retreat 09 står i de nye generationers tegn. Mange af de børn, der fødes i denne, syntesens tidsalder, bliver måske født med en særlig disposition, som gør det lettere for dem at respondere på og mærke synteseenergien i sig selv. De vil ganske enkelt evne at se og skabe syntese af synspunkter, metoder, ideologier og kulturer på en helt ny måde. Det bliver begyndelsen på en ægte fredens tid. Måske varsler Barack Obama som en helt ny type politiker og verdensleder, hvad vi har i vente.

Vi kan bidrage til denne nye civilisation ved at åbne os for synteseenergien, og vi må være klar til at acceptere, at vi måske kan lære mere om denne energi og dens konsekvenser af vores børn, end de kan lære af os.

Emnet for Sommer Retreat 09 er således i høj grad pædagogik – men med et omvendt sigte. Normalt handler pædagogik om, hvordan de voksne, som de erfarne, gennem undervisning og opdragelse, kan lære børnene, hvordan de skal gebærde sig i verden. Denne uge prøver vi at forstå, hvad der rører sig i børnene, og vi prøver at lære den energi at kende, de er født med, så det bliver tydeligt hvilke rammer og påvirkninger, børnene har brug for i syntesetidsalderen.

Dagsprogram

Søndag d. 5/7:
15:00-18:00: Indskrivning og velkomst
18:00-19:00: Aftensmad
20:00-22:00: Introduktion til ugen, åbningsritual

Mandag d. 6/7 – fredag d. 10/7:
08:00-08:30: Morgenaktivitet for børn og voksne i gymnastiksalen
08:30-09:30: Morgenmad
09:30-13:00: Kort oplæg, fælles meditation fokuseret om dagens tema og udveksling af ideer og indtryk i grupper inddelt efter interesse, fælles deling.

13:00-14:00: Frokost
14:00-16:00: Pause
16:00-18:00: Fælles aktivitet for børn og voksne
18:00-19:00: Aftensmad
20:00-22:00: Aftenaktivitet

Lørdag d. 11/7:
08:30-09:30: Morgenmad
09:30-11:00: Afrunding, afslutningsritual
11:00-12:00: Fælles rengøring

Om dagsprogrammet

Dagsprogrammet er blevet til efter et inspirerende møde med en del af de børn, som vil deltage på dette års sommer retreat. Når vi voksne på nogle punkter i år kan opfatte os selv på skolebænken med vores børn som lærere, har det været naturligt at lade børnene komme til orde allerede i planlægningsfasen.

Nogle af de input, der gik igen fra børnene, var, at de ønskede aktivitet i stedet for en masse meditation. Og de ønskede både at få lov at styre deres tid selv og at deltage i fælles aktiviteter med de voksne. Vi har forsøgt at tilgodese både de voksnes og børnenes interesser ved at lade børnene styre deres egen tid om formiddagen med mulighed for at være med til fx at lave mad, at tegne og male og at bruge deres krop i den store idrætshal med bl.a. trampoliner, mens vi voksne fordyber sig på det tidspunkt, hvor vi er mest friske. Hver eftermiddag er der skabt rum for et fælles gruppefelt med børnene - både for deres og for vores skyld.

Omkring denne hovedakse på dagen, vil der hver morgen blive tilbudt børnevenlig yoga af en professionel yogainstruktør, og om aftenen vil man bl.a. kunne høre oplæg med musik om Mozarteffekten på børn, der vil være snobrødsbagning, historiefortælling, film og måske salsa hvis vi er heldige.

Meditation og fysisk aktivitet

Der vil være stor vægt på at arbejde innovativt med nye indtryk, som opstår i gruppefeltet, og meditation vil være et nøgleredskab i denne proces - man behøver imidlertid ikke have erfaring med at meditere. Meditationerne vil i løbet af ugen være centreret omkring 5 emner: Synteseenergien, Nutidens Børnegeneration, Børns Forskellighed, Rette Relationer til Børn samt Den Indre Side af Sundhed. Det betyder naturligvis også, at vi vil blive stimuleret energimæssigt til det yderste, når vi skal forsøge at tilegne os den nye energi, som vores børn bringer med sig, og samtidig udfordre vores sinds kreative evner maksimalt ved at lade nye ideer og indtryk få plads til at blive udforsket og udfordret i fællesskab. Det gøres ved, at vi opretter interessestyrede vinkler på meditationsindtrykkene. Nogle er interesserede i at undersøge eksempelvis synteseenergien gennem en fx astrologisk, psykologisk, esoterisk, kunstnerisk eller pædagogisk vinkel. Til sidst samles vi igen og inspirerer hinanden ved at dele ud af frugterne fra vores gruppearbejde. Alt dette går formiddagen med.

Al den energi vi trækker ind gennem bevidstheden i løbet af formiddagen, har vi behov for at omsætte, og det er eftermiddagens aktiviteter i form af lege og spil en ideel lejlighed til. Det vil modvirke overstimulering, og det er samtidig en effektiv måde at forsætte den kreative proces på på en anden måde, som formentlig blot vil stimulere vores drift imod at arbejde endnu mere kreativt som ugen skrider frem.

Stedet

Sommer Retreat 09 vil foregå i vidunderlige naturomgivelser på Sydfyn, som efter vores indtryk udgør Danmarks hjertecenter. Det perfekte energimæssige værtskab for det gruppefelt, vi opbygger sammen, fyldt med klarhed og ro og sprudlende af liv og glæde.
Vi lejer atter Bernstorffsminde Efterskole, som har alt, hvad vi har brug for og mere til – bl.a. hjemmebiograf og stor idræts- og svømmehal. Efterskolen ligger tæt ved det sydfynske øhav og dejlige badestrande, Svanninge bakker og idylliske Fåborg. Måltiderne vil som sædvanlig bestå af lækker vegetarisk og vitaliserende mad fremtryllet af vores medbragte kokke- og køkkenhold.

Vi glæder os som små børn :-) Og vi håber på, at du og I har lyst til at være med - selvfølgelig både med og uden børn.

Praktisk information

Tid: fra søndag eftermiddag den 5/7 til lørdag formiddag den 11/7.
Sted: Bernstorffsminde Efterskole på Sydfyn
Pris: kr. 3000 per voksen – børn under 16 gratis.

Information og tilmelding

Arrangør

Center for Livets Indre Dimensioner beskæftiger sig med krydsfeltet mellem filosofi, forskellige samfundsområder og religion og tilbyder et varieret udbud af aktiviteter, som er gennemstrømmet af den overbevisning, at der i universet strømmer et liv, der forbinder alting, og som i mennesket kan opleves som en kerne, en sjæl, af overskud, lys og kærlighed. Hensigten med vores aktiviteter - bl.a. meditation, healing, astrologi og forskellige selvudviklingsteknikker - er at hjælpe mennesker med at forbinde sig med sjælen og lade den komme til udtryk i hverdagen til gavn og glæde for hver enkelt og for helheden.

Oplægsholderne på Sommer Retreat 09 er:
Anders Bæk Brønsted (cand.mag. i religionshistorie og filosofi og far til 3 børn),
Britta Brønsted (tegner, pædagog og har i en menneskealder arbejdet med børn),
Charlotte Algreen Brønsted (cand.mag. i psykologi og pædagogik og har erfaring med brugen af meditation og visualisering i pædagogisk arbejde),
Louise Klinge Nielsen (cand.mag. i dansk og filosofi og har i flere år undervist børn og unge i mange forskellige sammenhænge),
Mads Algreen Brønsted (cand.mag i psykologi og filosofi og arbejder som sjælsterapeut, som er en selvudviklings- og terapimetode baseret på meditation og healing),
Niels Brønsted (har i størstedelen af sit voksenliv beskæftiget sig med studier og udbredelse af den esoteriske lære. Men han var musiker i sine yngre dage og har sideløbende med de esoteriske aktiviteter opretholdt sin nære tilknytning til musik),
Uffe Rudebeck (har en baggrund som international kok, yogalærer og kostvejleder).